stod i uhyrlige sorte breve over de personlige mapper. Og kun folket! Han, hun, en familie ven.
Ja, de kloge er meget skarpsynede.

Anden akt, tredje scene:

Ægtefællen: og du elsker ham, Irma?
Du: (kone): åben – ja!
Han: Godt at du er så åben.
Du: Du fortjener det; Jeg vil aldrig lyve for dig!
Han: Denne sandhed gør ondt. Selvfølgelig – jeg burde have overvejet, da jeg giftede dig med dig: du er ung og – mig.
Hun: Ikke rigtig. – Du har helt ret. Jeg vil ikke bryde væk fra dig; Jeg kan ikke gøre det; – fordi. fordi. Jeg (tøvende) gætte – du.
Han: Mit barn.
Hun: Du sagde ofte til mig: Jeg kunne ikke være uden dig, Irma, du forstår mig; du er mentalt lig med mig.
Han: Det er dig
Hun: Nå – hør nu: Lad mig være din kvinde åndeligt – åndeligt – forstår du? — og min krop.
Han: (forfærdet) Irma!
Du: Hvad er du skræmmende? Jeg giver dig min bedre del.
Han: (dirrende) Irma!
Hun: (uden at lytte) Ånden, den guddommelige, evige dir, mand, dir!
Han: (tøvende) og det?
Hun: Den syndige, forgæves lyst, der følger afsky på hæle.
Han: Jeg gyser over dig.
Hun: (afslutter) Ven, min tanke er stor. Hvor meget elendighed, hvor meget hemmelig forargelse ville forsvinde fra verden, hvis alle var i stand til at tænke det.
Han: Nej, kvinde, du taler i villfarelse – (intensiverer) enten er du mine med krop og sjæl mine, – (skrig) min.
Du: (kold) Bliv involveret!
Han: Men.
Hun: Jeg troede, du var højere. Så du også, hvem er den, der tæller Europa til videns skinnende lys, er betaget af denne latterlige smaghed, der altid lægger sind og krop på en ramme? At jeg kunne åbne dine øjne!
Han: (stirrer på hende)
Du: Ha, jeg ser du føler den gigantiske kraft i min kæmpe plan.
Han: (foretager en modregning)
Hun: Jeg ved, hvad du vil sige. Dette forhold er imod naturen. Ikke sandt, det svævede på dine læber?
Hvor kortsynet er du? Thor i al din visdom. Se ud! Naturen har kun givet blomster til en busk, søde, kyske, duftende skud; – I andre falder kronbladene snart af, og det skubber den brutale, sensuelle frugt ud. – Er det anderledes i livet? Den ene, de store, evigt kyske børn, kunstnerne, skal kun være blomster. Kun åndelige bakterier, udødelige impulser skulle opstå i deres rene sjæl og stige til en solrig, velsignet eksistens. Men til det dyr, der er opdrættet, kommer det frugten, den vulgære berusende frugt. Børn dig! Med de store, drømmende øjne, hvor tusind idealer skimrer – hvidhåret barn, bar du ham ikke engang den destruktive, rasende brænding af sensuel kærlighed.
Han: (tankevækkende) Måske. men hvorfor kan du ikke, som er mentalt lig med mig, ikke lide mig? så.
Du: Så mentalt – vil du sige – fortsætte? Hvorfor? Fordi kvinden er et dobbelt væsen, af naturen guddommelig og hundelignende på samme tid. – Vores sjæl forbliver ren, når det søde lyst smelter i syndens ild, og den forfærdelige gift fra fængslende fornøjelse urenheder ikke den svage, skjælvende kvindes ånd. Naturen har gjort os fornøjelige, men vores egen kraft har givet os den bedre sjæl.
Kvinden er en bog, der findes bibelvers i den, men omslaget er malet med syndens farver. Har du ikke fundet i nogen af ​​de tusind bøger, som du læste og læste oplysning om denne dobbelte ting, denne hermafrodit?
Han: I så fald?
Du: tvivler du stadig? Det er sådan her. – Min ånd klæber fast til din, en usynlig moseplante på den enorme bagagerum, min krop, mit flygtige liv på den unge, uhyggelige gal. Han: Men Irma – Jeg elsker dig.
Du :. og fordi du elsker mig, er du nødt til at forstå mig.
Han :. Gud!
Du: Fordi du elsker mig, må du ikke dræbe mig – og du dræbe mig – hvis.
Han: (ydmygt) Men åndeligt er du åndelig – min!
Du: (med patos) Altid! – Så du er god, så genkender jeg den kloge, der står over denne bedrageriske verden! Tak! Dette vil være en guddommelig eksistens! Du, han, jeg – mellem jer to – tilhører jer og ham på tærsklen til to verdener: her lys, der mørke; Visdom her, vrangforestilling der! – Du – demigod! – Jeg og den en ubeskrivelig pagt. Alle impulser, der får livet fjendtligt og vredt – forsonet i os i en verdensklangende, blomstrende, pragtfuld triade.

Bifald, bifald, bifald! –

"Nyt, smukt, kraftfuldt. " generel urthel.
Men de kløgt råbte i klædderne: "Mærkeligt, underligt dette stykke!"
"Og så du" – hviskede en ung mand højt nok – hvor bleg M. var, som senil; hvor tomme og mangelfulde øjne. Adda er derimod rent liv. Hun plejede lidt for ham, men hun talte baglæns – og lo." I baggrunden af ​​kassen sad en ung mand. Ingen kendte ham.
"Mærkeligt, underligt."
Og grupperne brød sammen.

Den næste morgen bragte dagspapirerne lange diskussioner om M’s drama. På den sidste side af hovedsiden blev der dog skrevet med blokerede bogstaver:
"Da S. ringer til os, bukkede den store M. af for et slagtilfælde om natten. Denne pludselige sorg vil skabe terror og sympati overalt. Lægerne, som kun var i stand til at bevise den ældre mesters død, troede, at den glade aften i går aftes var blevet farlig for det udødelige. Som vi har hørt, forblev M. efter forestillingen hos sin familie indtil omkring midnat og talte glædeligt om succes med sit arbejde; hvem ville have gætt, at det ville være hans sidste – "Triaden".-

Related Posts

• 

  Ikke moren – hvorfor vi besluttede os mod krybben

  Ikke moren – hvorfor vi besluttede os mod krybben ”Og i hvilken krybbe er Aric registreret?” Dette spørgsmål kom ofte op, efter at jeg annoncerede min…

• 

  Når stuen bliver et fødestue – valg af fødested – lander aldrig familie

  Når stuen bliver et fødestue >> Valg af fødested > Valg af fødested højde = 675 w > Valg af fødested 2.0. Med min fornyede graviditet vil det…

• 

  Mor og søn

  Mor og søn 1. Drengens katastrofe Jeg er hans bog Drengens katastrofe pædagogen Frank Beuster henviser til et fænomen, som mange forældre måske kender…

• 

  Middelalderens romaner – Tyskland i middelalderen

  Middelalderens romaner Middelalderromaner er meget populære i dag. Derfor er tilbudet stort og alsidigt. De tilbydes en roman i hver periode, over hver…