Et barn fra Bahnhof Zoo – Christiane F. bliver 50 år
Hun er den mest berømte narkoman i Tyskland, hvis ikke verden. Christiane F. er tolv år gammel, når hun kommer i kontakt med narkotika, 14 år er hun afhængig af heltinde og prostituerer sig selv på Zoo-togstationen i Berlin. Tilfældigt blev journalisterne Horst Rieck og Kai Hermann opmærksomme på de unge i 1978 og skrev deres livshistorier ned på båndoptagelser: Den selvbiografiske bog Wir Kinder vom Bahnhof Zoo blev en international bestseller og solgte mere end tre millioner eksemplarer. 1981 med samme navn fik flere priser. Christiane F. fejrede sin 50-årsdag den 20. maj 2012.
Fra Stern-reportagen til bestselleren
Berlin, tidligt i 1978. Journalisten Horst Rieck skriver en rapport om børneprostitution til nyhedsmagasinet stjerne og bliver kjent med den daværende 15-årige Christiane som vidne ved en retsmøde. Sammen med sin kollega Kai Hermann mødes han med den tidligere heroinmisbruger til et to-timers interview. To timer bliver to måneder, hvor Christiane skildrer sit liv i omhyggelige beskrivelser. ”Hun fortalte historier på en fascinerende måde, hun talte for det meste klar til trykning. Billederne levede i rummet, ”husker Horst Rieck i det ene Spejl-tv-Bidrag til drøftelserne med ex-fixeren. Ikke desto mindre har Rieck og Hermann oprindeligt problemer med at finde en udgiver til manuskriptet. Selv med stjernen, der senere uddrager rapporten som et fortrykt, afvises historien som et marginaliseret emne.
Forfatterne kunne ikke gætte den faktiske succes med bogen, selvom de fortsatte med at tro, at nerven var af social interesse mødes. Stern-udgaverne med lægemiddelrapporten nåede de højeste udskrifter. Vi børn fra Bahnhof Zoo, titlen på bogen, sensibiliserede Tyskland og gjorde narkotikamisbrug til et varmt emne på det tidspunkt. Anslået 20 millioner tyskere har "Bibelen om sneakergenerationen" (Tiden i udgaven af 3. april 1981). For at bringe læseren så tæt som muligt på Christianes livsmiljø valgte journalisterne førstepersonsperspektivet mellem indlæg fra mor eller socialarbejder, der supplerer Christianes version af historien, men også modsætter det. Med en dristig, ungdommelig tone og slående åbenhed fortæller bogen om Christianes Welt, hendes elskede klique og diskoteket "Lyd", hendes nedstigning i narkotikascenen og hvordan Zoo-togstationen og børnenes linje bliver den mørke legeplads i hendes fixere hverdag.
Realistisk repræsentation i filmen
Efter at bogen fandt opsøgende salg, kom stoffet på lærredet. Filmtilpasningen af bestselleren skubbede for filmproducent Bernd Eichinger karriere, som igen bragte instruktør Uli Edel om bord. Fra begyndelsen blev det klart, at instruktøren var interesseret i de pågældende udbrud: "Bare pis og lort overalt", med den ligetil udsagn om det høje boligfelt Gropiusstadt, bliver seeren pludselig trukket ind i virkeligheden for den 13-årige Christiane. Beskidte og rene sporer filmen stadierne i en narkotikarriere uden at forsøge at afskyde klichéer eller den moralske pegefinger. Blodige punkteringer fanges med næsten mikroskopisk kvalitet. Edel tager seeren til nedslidte fixerlejligheder, viser ham svedige og dirrende kroppe fra abstinenssymptomer – og lander med sin nådeløse præsentation et filmkupp: I dag er filmen en af de mest succesrige i efterkrigstidens Tyskland, og i 1981 vandt han publikumsprisen på Montreal Film Festival.
Hver gang Christiane foretager en ny runde i den nedadgående spiral, for eksempel når hun læser nyheden om sin ven Babsis død, går kameraet i langsom bevægelse. Men der er også andre øjeblikke, scener, der bringer ånden til anti-filistinisme til tyske biografer: når Christiane og hendes venner løber til musikken fra David Bowie gennem det nattlige Europa Center, smadrer vinduer med billetbås og oplever solopgangen over Berlin , tror du faktisk, at du har en gruppe unge helte foran dig. Disse billeder har ofte bragt kritik til filmen for heroisk at heroisere dens hovedpersoner. Samtidig er de en langvarig fascination for eventyrhungrige besøgende i Berlin, der stadig søgte på Zoo-stationen efter Christiane, da scenen for længe var migreret til Kottbusser Tor.
”Jeg overlevede.” Filmen ender med, at Christiane transporteres til landet sammen med bedstemor og tante. Væk fra Berlin og narkotika. mens filmen heltinde springer, grene livet i ægte Christiane svarer til Berlin-narkotikascenen: hun bliver en regelmæssig gæst på talkshows, vises som sanger og skuespillerinde, hendes ansigt er pyntet med utallige magasinomslag. En stofmisbruger bliver et stof-idol, en rolleopgave, der måtte overvælde.
I mellemtiden er mediehype imidlertid aftaget. Af og til har Christiane F. holdt interviews i de sidste par år, men for nylig er det blevet stille. Tillykke kommer stille, men ikke mindre oprigtigt. Tillykke med 50-årsdagen!
Andreas M. Rauch:
Bernd Eichinger og hans film (Haag og Herchen, 2000)
Christiane F .:
Vi børn fra Bahnhof Zoo (Carlsen Verlag, 8. udgave 2009)
Ophavsret: Goethe-Institut e. V., internetredaktør
Maj 2012
Har du spørgsmål til denne artikel? Skriv til os!
[email protected]
Relaterede emner
-
Christiane f: CV, bøger og anmeldelser på dejlige bøger
4,2 stjerner fra 2.219 ratings CV for Christiane F. Gå til: Alle bøger af Christiane F. Wir Kinder vom Bahnhof Zoo Wir Kinder Vom…
-
Børn har brug for eventyr – lær at skelne mellem godt og dårligt: kl
Eventyr inspirerer børn Eventyr tilbyder børn orientering i livet. De giver tydelige differentierere for "godt" og "dårligt". Så der er ind…
-
Gratis børn læser online-online
Hvis du ikke allerede har gjort det, skal du læse bøger som en del af dit barns regelmæssige læserutine. Ikke bare at læse bøger…
-
Program: regional litteratur – findling
Bad Freienwalder Heimatkalender 2020 hjem mellem Bruch og Barnim Årbogen “Bad Freienwalder Heimatkalender 2020 er den 64. udgave af…