alle mine digte i sæsonerne
Tirsdag den 31. marts 2009
Til minde om St. Elisabeth af Thüringen
Til minde om 800-årsdagen for hendes fødselsdag
den 07.07.1207 skrev jeg en ballade om dette bemærkelsesværdige
Personlighed i det thüringer land.
Jeg gik langs klippen på siden af stien
da en stemme lød i mig,
hun fortalte mig om gamle sagn
hvad der skete her tidligere.
Landet var fattigt, behovet så stort
livet magert og bittert,
hvad der bliver af alle mennesker ?
fortæl mig, Herr Graf, Herr Ritter !
Du derop i slottet !,
Hej! Du satas, du har glemt os ?
sidder her på det runde bord ,
sveder allerede fra maden.
Du ønsker ikke at vide, hvordan folk har det,
kun din velstand, kun din fulde mave,
du vil ikke gå glip af rigdommen,
At give almisse er ikke længere skikken.
Alle så sult, ødelæggelse,
dog tog ingen af dem noget,
alle så folket dø her,
kun en modig kvinde gik på stien.
Hun gik ned til de fattige, til de syge,
at helbrede, hjælpe, give,
som troen på Gud brød igennem her,
gennem deres mod fik deres folk et nyt liv.
De egne rækker så det med onde øjne,
hvordan denne kvinde prøvede og skabte,
grådighed, grådighed, kvalt næsten deres arbejde,
endda hendes mand følger hende på ofren.
Her, ja, det var her, det var,
her, jeg tror, det var hvor min Fodstand,
hun gav brød og trøst til de fattige,
Jeg har lyst til at se det med mine egne øjne.
Hendes mand, greven, så det også,
da han i hemmelighed fulgte hende her,
hvad hun gav af ren kærlighed og fra hjertet,
hvad hun gav af hans gode, af hans penge.
Når han udfordrer hende her i klippedalen,
alle øjne ser tvivlsomt på dig,
er som verden står for evigt,
om hun kan nægte dit arbejde for ham ?.
Nej, hun står til dine handlinger, til dine værker,
hun går ikke væk og giver ikke op,
som tro giver hende mod og styrke,
og ting tager deres kurs.
Se, de syge og de fattige,
Mor, barn og endda den gamle mand,
vil ikke, at dit hjerte skal være barmhjertigt,
din rigdom skabte dit hårde arbejde.
Hvad jeg gav her,
var ikke rigdom, ikke dit guld,
bare resten af dit bord,
mit hjerte og vil have det så.
Se, det var bare almisser,
Talte det og åbnede sin kurv der,
nej der er ikke noget brød, kun roser,
det var alt, hvad jeg gav fra hjertet.
Kære kvinde, vær ikke vred på mig,
sagde greven, hendes mand til hende,
at himlen vil forløse dig for evigt,
Gud sendte et mirakel her.
Landet her i dit hår,
åh du min elskede intime kone,
Jeg gav dig for et år siden,
vil ikke fornærme dig, jeg er ked af det.
Kysser og roser hende her foran alle mennesker,
tager dem med på sin hurtige hest,
alle så det med stor glæde,
at et mirakel nu har konverteret tællingen.
Et stenbillede i den lille grotte der,
et minde om hendes mirakel og sit liv,
vil du komme hit til dette stille sted,
overvej, om du kan give noget fra hjertet.
Selv lidt kan give glæde,
bringer liv, kærlighed, selvtillid igen,
tænk ikke altid på dig selv,
skal lære dig dette mirakel og mit digt.
Gå!, Måske finder du også dette rolige sted,
måske kan dit hjerte også lykkes her,
at du som mig bringer hende en rød rose der,
den
Relaterede emner
-
Land af stjernebørnene – indsamlede digte
Her finder du følgende digte: Hold kæft, vær stille Du skal ikke stå ved min grav og græde. fordi man mangler En lille engles mellemlanding…
-
Sdb-film: musikalsk stedsegrøn – mine 333 foretrukne disney-sange (del lii)
Inden du ved det, har vi nået Top 30 af Musical Evergreen. Og på en måde repræsenterer de det næste store spring i dette…
-
Bryllupsdigt: smukke ordsprog – digte til brylluppet
Hjem »Bryllup» Bryllupsdigte – Bryllupsdigter Bryllupsdigte – Bryllupsdigte (Sidste opdatering: 7 jun. 2017) Bryllupsdigte…
-
Arbejdsløs efter eksamen: hvem betaler nu min husleje?
Arbejdsløs efter eksamen? Efter mange års hårdt arbejde med eksamener og deltagelse i adskillige forelæsninger og seminarer, skulle du tro, at du er god…