Sidst opdateret 3. juni 2017 klokken 0:21
Fantastisk øjeblik i Basel: Fondation Beyeler viser et Jean Dubuffet-retrospektiv. Men jeg ønskede ikke engang at gå dertil, for i navnet af Jean Dubuffet dukkede op i mit hoved et uattraktivt puslespil på, som gjorde lidt ønske om mere. Hvor dårlig og endimensionel! Men: hvor stor og uforlignelig, hvad en god udstilling kan give sine besøgende!
Natura genitrix, 1952
Først murer han, lægger tykke, tredimensionelle lag olie maling på overfladen af billedet, skraber forme, tilføjer sand og andre materialer til malingen, så overfladen bliver mere og mere en lettelse. Når Jean Dubuffet gør det, er han allerede 41 år og ser tilbage på en karriere som vinhandler. Hans billeder ser ud til at rive åbne de dybe lag på gulvet og synke ned i deres former og farver. Jeg ved ikke, om der virkelig er nogen forbindelse mellem jordhandlerens respekt for jorden og hans jordiske kunst, som jeg læste et sted, men foreningen er fængslende.
Terre orange aux trois hommes, 1953
Dubuffet opdager ørkenen og skraber arkaiske, stick figurlignende menneskelige figurer i sin røde jord af olie maling. Der er en form for forsætlig primitivisme, der er irriterende – ifølge ordsprogene "man lægger mærke til intentionen, og den ene er ude af tune". Jeg ville have forventet noget lignende på baggrund af mit eget smalle spor Jean Dubuffet-billede. Og find intet om det! Denne kunstner nærmer sig sine emner med alvorlig radikalisme, hvilket ikke er let for en avant-gardist i anden halvdel af det 20. århundrede, efter at avant-garderne fra den klassiske modernitet allerede har dekonstrueret utallige billedkonventioner. I stedet for at citere postmodernismen, hvad der allerede er der, gør han sig igen ordentligt til konserverne.
J’habite un riant betaler, 1956
Fondation Beyeler kalder hendes udstilling "Jean Dubuffet – Metamorfoser af landskabet", fordi landskabet ser ud til at være en slags grundlæggende grundstof for denne kunstner. Han kan gøre noget med ham. Efter at have fyldt, gravet og skrabet i et par år, begynder han at collage: male billeder og derefter klippe dem for at fremstille nye ingredienser ud af deres komponenter. Dette er ofte fortryllende filigran og fører til en jeg-kan-ikke-se-mig-virkning.
Le commerce prospère, 1961
Men Jean Dubuffet stopper ikke der, hans næste landskab er det urbane landskab. Fra hundreder af små scener og pindfigurer sammensætter han et Paris, hvis strukturelle kompleksitet, kompositionsantlogik og naiv figurrepræsentation er en fryd og får en til at tænke på senere kunstnere som Jean-Michel Basquiat og Keith Haring.
Monument à la bête debout (Maître modèle), 1969/1983
Og så til sidst kommer værkerne fra cyklussen "L’Hourloupe", som min mentale Dubuffet-stereotype havde gjort forkert: abstrakte elementer indrammet af dristige linjer, Dubuffet enten i rummet som en skulptur eller i overfladen som et billede som dynamiske puslespil sammensat. De er meget større, end jeg troede; nye landskaber fra helt egne elementer. Dette princip er mest spektakulært i scenerne i Dubuffets scenespil "Coucou Bazar", der både vises i udstillingen og lejlighedsvis animeres på bestemte tidspunkter. (En detaljeret artikel om "Coucou Bazar" kan findes på MusErEeKu-bloggen.)
Flytning af baggrunde til Coucou Bazar, 1972-73
Det tager cirka tre timer med tog til Basel. Lad os se om jeg formår at vende tilbage til Fondation Beyeler med børnene, mens Jean Dubuffet kører. Dubuffets Laboratorium for kunstneriske muligheder, hvis resultater udstillingen så plausibelt præsenterer, vil helt sikkert appellere til hendes følelse af kreativ frihed og alsidighed. Takket være dens intensitet åbner drivkraften bag udjævnet og collageret såvel som bag byens landskaber ret direkte: Her forsøger man at komme så tæt som muligt på det, der optager ham. "L’Hourloupe" -puslesætninger er på den anden side en anden historie: en slags vild befrielse, der pludselig bringer en komisk-lignende stil ind i billedet, der benægter alle konventioner og stadig kommer over temmelig køligt i dag.
INFO:
Udstillingen "Jean Dubuffet – Metamorfoser af landskabet" kører stadig indtil 8. maj 2016 i Fondation Beyeler i Riehen, en forstad til Basel. Den nemmeste måde at komme dertil er med offentlig transport fra Badischer Bahnhof i Basel, hvor de fleste af togene ankommer fra Tyskland. Det tager cirka 15 minutter med sporvogn nr. 6 i retning af Riehen Grenze til Fondation Beyeler stop.
Related Posts
-
Vandreture med børn – 6 tip til, at det fungerer – 2-vejs websted!
Vandreture med børn – 6 tip til, at det fungerer Vandring med børn er sjovt, og flere og flere familier er ude med deres afkom. Men hvad med at vandre op…
-
Billeje – abu dhabi rejsetips, din ærlige – detaljerede rejseguide
Abu Dhabi rejsetips | Din ærlige detaljeret rejseguide Tips fra turister til rejsende, der leder efter Abu Dhabi? På min rejseblog har du helt ret! Kom…
-
Diy-bogen til et kreativt blik på verden – Kinderamtellerrand
Sidst opdateret 15. oktober 2017, kl. 17:48 At forsiden af SÅDAN OPPLEJES VERDEN (dukkede op på Kunstmann) på billedet her har et knæk, er kun en mindre…
-
Børns verdensrejse – kommunisme
leksikon Tilbage kommunisme Hvad er kommunisme?? I kommunismen er alle mennesker ens, så i det mindste >[© pixabay.com] Den grundlæggende idé med…