Donji Thijka står op til taljen i en skinnende gullig sø. Den slanke dreng vasker sand og sten med en sigte. Han sorterer de kobberholdige bidder. Hans ellers mørke hud på arme og hænder er næsten hvid, skællende, betændt flere steder.
"Jeg har arbejdet her ved kobberminen i et år. Cirka fem timer om dagen. Arbejdet er hårdt, især min ryg gør ondt. Men det er den eneste måde at tjene penge på. Jeg har brug for det for at gå tilbage til skolen. Mine forældre har ikke råd til det."
Han er 17 år gammel, siger Donji. Samtidig ser han ud som 14. Der er ingen minimumsalder i disse såkaldte kunsthåndværkede, helt ukontrollerede miner. De er ofte opstået omkring nedlagte miner i Den Demokratiske Republik Congo. Folk grave her alene. Ifølge forsigtige skøn er der også 150.000 børn landsdækkende. De udnytter kobber og kobolt, guld og diamanter, coltan og uran – for kun at nævne de mest ønskelige råvarer. Hele familier arbejder i det barske kraterlandskab omkring søen. Små børn leger i snavs, mødre ammer deres babyer, dem, der er gamle nok hjælper med. Unge mennesker abseilerer i usikrede aksler, på cykler bærer de poser med sand og sten ned ad den stejle skråning til søen. Her venter Donji allerede på den næste belastning.
"Det er ikke meget, der er tilbage efter vask. Alle tager deres del hjem. Når vi har nok sammen, sælger vi kobberet til en forhandler i byen."
Pengene er lige nok til at overleve. På trods af hårdt arbejde er de fleste familier ekstremt fattige. Det er du herom instrueret det også børnene bidrage til deres levebrød, siger Alphonse Banza. Han arbejder for den ikke-statslige organisation "Groupe One", der kampagner mod stigende børnearbejde.
"De erhvervsdrivende drager fordel af det faktum, at disse mennesker ikke er organiserede og er helt fattige. Du har ingen chance for at forhandle. Mellemannen bestemmer blot, hvor meget han betaler. Han kender markedspriserne og har kontakter til at videresælge råvarerne med profit. Og specifikt også til udenlandske virksomheder. Du og de erhvervsdrivende tjener enorme overskud på bekostning af arbejderne."
Internationale mineselskaber drager derfor indirekte fordel af børnearbejde. Det er faktisk forbudt, selv i Congo. Bistandsorganisationer har fordømt dette i nogen tid. Der er mangel på gennemførelse af loven. Therese Kapibwe må selv indrømme det. Minister for minedrift og familieanliggender i Katanga, landets mest ressourcerige provins.
"Mineselskaber skal overholde arbejdsretten og må derfor ikke ansætte mindreårige. Ellers er der sanktioner eller endda lukning af fabrikkerne. Børnearbejde er dog først og fremmest et problem med håndværksminer, og de kan kun løses svært kontrol. Familier arbejder der, som ikke har penge til at fodre deres børn. Minedrift er deres eneste indtægtskilde. Vores regering forsøger at forbedre levevilkårene, men der er en række problemer, som vi endnu ikke har løst."
Donji Thijka afslutter sin arbejdsdag kun en times kørsel fra ministerens kontor. Hans våde bukser klæbte sig fast på benene, da han træt vej hjem.
"Jeg ved ikke, hvor længe jeg skal arbejde her i kobberminen. Måske et par år til. Indtil jeg sparede nok penge til at gå tilbage til skolen. Min drøm er på et tidspunkt at blive kandidat og blive lærer."
Relaterede emner
-
Verdensrejsepriser: Hvad koster en verdensrejse med børn? – 5 familieres rejsebloggere giver tip rundt om i verden – hvad koster en verdensrejse med børn??…
-
Omkostninger til børnepasning: forældre kan spare skat
Uanset om dagpleje, børnepasning eller børnepasning: Forældre kan trække omkostninger til børnepasning fra skatten. Omkostninger til børnepasning kan trækkes fra skat…
-
Børnepasning koster så høje, at britiske familier ikke er værd at arbejde
Familie- og børneomsorgsrapport oplyser, at nogle børneomkostninger steg med en tredjedel på fem år, hvilket gør det billigere for…
-
Investor Academy: hvor mange penge børn koster
Investor Academy Hvor mange penge børn koster Børn beriger livet. Du bør ikke foretage en cost-benefit-beregning for dem. Frankfurt der er…